En ny tendens på senior- og ledelsesniveau

Vi oplever en tydelig tendens, hvor stadig flere på senior- og ledelsesniveau træder ud af faste stillinger og vælger en karriere som interim leder. Mange er blevet trætte af et konstant og vedvarende arbejdspres og ønsker en bedre balance mellem arbejde og privatliv. For nogle handler det om at arbejde seks måneder og derefter bruge de resterende seks måneder på fritid, rejser og restitution.
Disse ledere ønsker at genvinde kontrollen – over både deres tid og deres opgaver. De vil selv bestemme og forme det liv, de ønsker. I mange tilfælde betyder det mere tid med ægtefælle eller familie og et bevidst valg om at træde ud af hamsterhjulet for at gøre nogle af de ting, man længe har drømt om – før dagen kommer, hvor det måske ikke længere er muligt.
Denne tendens bygger på konkrete erfaringer, vi har gjort os sammen med interim ledere. Vi er i tæt dialog med vores interimkandidater og har derfor et dybt indblik i, hvad der driver dem, og hvad der inspirerer dem til at vælge et liv som interim leder.
Utvivlsomt vil vi fremover se endnu flere forretningsprofiler udfordre traditionelle karriereveje og søge et professionelt seniorliv med markant større frihed og fleksibilitet.



